Jeg var en del af grundejerforeningens bestyrelse på et tidspunkt, og en dag i 2005 blev jeg spurgt, om jeg som billedkunstner ikke skulle lave et logo for foreningen.
Det gjorde jeg så. Og hvad gik jeg og tænkte om det? Jeg har lige siden vi kom hertil holdt meget af den skrå linie på bakken op mod højen, som vi i første omgang troede var en gravhøj.
Højen har jo hele tiden haft forskellige busklignende størrelser. Høje, lave, tynde, tykke. Stritter. Dejligt at se på i forhold til den rolige bule. Så jeg valgte at fokusere på bakkens linie set ca. nedenfor haven ved Falkenkær 26, samt på de forskellige overordnede former af buskene, som jeg så.
Tegningen er udført med blød blyant på papir.
Gjern d. 12. juli 2019
Rigmor Bak Frederiksen
Falkenkær 26
8883 Gjern